onsdag den 16. august 2017

Hvad gør et offer til krænker?

Spor i cirkler
Louise Stuhr
Forlaget Mellemgaard 2016

Af Carina Wøhlk.
”Spor i cirkler” er navnet på Louise Stuhrs debutroman fra 2016. Titlen er tankevækkende: Hvis man følger spor i cirkler, kommer man til at gå i ring. Og det er da også tilfældet for nogle af bogens karakterer.  De er på vildspor i sindets kringelkroge og leder efter en vej ud.

Forfatteren er uddannet jurist.  Hun har boet flere år i udlandet – også i England. Og det er netop Cornwall i Sydengland, som udgør den stemningsfulde kulisse for hendes første roman.

Psykologisk drama
Bogen er lanceret som et psykologisk drama. Skikkelser og skæbner væves sammen i et foruroligende handlingsforløb. Fortællingen får mund og mæle i tre stemmer. Røstene tilhører en yngre og knapt så forankret kvinde, en sorgfuld teenagedreng og en narcissistisk mand, der som autodidakt terapeut leger med andres følelser. Det sidste får fatale følger.

På overfladen glimter typisk engelsk landskabsidyl, hvor lunefuldt vejr og lindring i form af ”a nice cup of tea” (se s. 54) er med til at tegne konturerne for handlingen. Men som læsningen skrider frem, skrabes der i det øverste lag, og et mere intenst og ildevarslende billede viser sig.   

Fra offer til krænker
Det grundlæggende tema er interessant. Bogen drejer sig om forholdet imellem afmagt og magt. Hvad er det, der gør et offer til krænker? Bogen er optaget af de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende i kølvandet på overgrebssituationer.  

Den sidste afgørende scene rejser imidlertid et handlingsmæssigt troværdighedsspørgsmål. En af bogens hovedkarakterer ender med at lægge sig fladt ned for en anden af de fremtrædende figurer, selv om hun hele vejen igennem har følt et udefinerbart ubehag ved ham. Måske skal det illustrere den ambivalens, som nogle mennesker kan udløse. Måske skal det understrege styrken i længslen efter forløsning. Men kvindens overgivelse forekommer altså ikke realistisk.


Kill your darlings!
Louise Stuhr har et levende og rigt sprog. Indimellem løber billedbegejstringen dog af med hende. F.eks. på side 29, hvor sammenligningerne stiller sig i kø: ”Som en amme bærer et svøbelsesbarn”…”som en klint af kalk”…”som en løber på et skakbræt”.

Billederne giver hver især mening i sammenhængen, men den excessive brug vækker irritation hos læseren. I hvert fald hos undertegnede. Et godt råd til forfatteren må lyde: Kill your darlings – for nu at blive i det engelske!

Alt i alt er ”Spor i cirkler” en læseværdig bog. Temaet er spændende og sproget i glimt en nydelse. Det vil lønne sig for læseren at løfte sig op over visse irritationsmomenter.     





lørdag den 1. juli 2017

Livet som urealistisk

Carsten René Nielsen
Énogfyrre ting
Forlaget Ekbatana


Af Anne Rye Andersson

Carsten René Nielsen digtsamling Énogfyrre ting er en kakofoni af herlige mærkværdigheder. Bag sig har han et forfatterskab, der vidner om en skæv forfatterpersonlighed: at gennemtrænge det almindelige og nærmest transcendere det til noget ophøjet, er et greb forfatteren ynder at bruge, og det virker. Det mærkværdige går igennem forfatterskabet som en rød tråd, og i denne digtsamling finder forfatteren det tunge skyts frem i form af uhyrlige finurligheder og yderst velskrevet prosa.
Ènogfyrre ting er som titlen betegner en digtsamling om netop énogfyrre ting. Måske rettere defineret som et slags tema i sig selv, snarere end en opregning. I de fleste af digtene fremstår netop tingen som omdrejningspunkt. I selve digtet eller tanker, der er deriveret fra denne ting. Som f.eks. i ”Tæppe”:

”Han spurgte til stjernebillederne over mine tænder, ville gerne vide, hvad meningen var med samtalebrysterne og porcelænsskinkerne. Jeg havde ellers forklaret ham, at nok er metaforer uundgåelige, men det betyder ikke, at man skal løfte op i et hjørne for at se, om der er fejet noget ind under tæppet. Man skal lade metaforen ligge, for hvis man kigger ind under den, er det helt ligesom med tæpper: Der er aldrig fejet noget ind under dem. Under metaforen er der bare et gulv. Det er så indlysende, at selv han burde kunne se det, den spade.”

Eller her i”Boksehandsker”:
”Både brud og brudgom, begge stadig iført boksehandsker, bliver fotograferet med næseblod og sæbeøjne. Så godt de nu kan, med deres flækkede læber, prøver de at smile. Det er trods alt en vigtig dag i et menneskes liv, bryllupsdagen. Da de skærer kagen for, hvilket er rigtigt svært med boksehandsker, gør de da også deres bedste for ikke at bløde på kagen. ”Jeg synes, det er så flot, så lidt blod du har fået på kjolen,” siger én af brudens veninder, da hun ude på toilettet hjælper med at fjerne vattamponerne fra hendes næse. ”Er den brakked?” spørger bruden, håbefuldt.”

Det usandsynlige, det mærkværdige, det vanvittige, det humoristiske møder det almindelige, og det bliver æstetisk tilfredsstillende, absurde sproglige skikkelse, som digtet er. At lave stor poesi ud af en tøjklemme! Det er sådan noget Carsten René Nielsen opnår i disse tekster.

Tankeeksperimentarium
Som læser bjergtages jeg af forfatterens tankerækker, et tankeeksperimentarium. Som om mine hjerne får vist nye veje, den aldrig selv ville have troet var mulige. Kombinationer, der virker forrykte, er pludselig i dyb samklang og harmoni, og jeg undres. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det?
 
Formen i digtsamlingen er kortprosa, og det klæder de små anekdoter godt. Der er lige akkurat nok plads til at blive nysgerrig, årvågen, undrende og slet og ret underholdt.
Humor er en stærk spiller i digtsamlingen, der ætser sig ind i værket, gennemvæder det, ironien, det absurde, det vil noget, det kan noget, det gør noget ved læseren, og det er nok værkets største force. Det har noget på hjerte, dette ikke sagt i nogen kvalm betydning. Det er langt fra at være en kliché, det er alt andet.
Temaerne udgår som nævnt fra de énogfyrre ting, der er rammesætningen om dette værk. Det være sig kvinder og begær (digtet Sardindåse), skam i en social kontekst (digtet Tøjklemmen), sex (digtet Sofa), ægteskabets udfordringer (Boksehandsker), hvis man ser værket på en fragmenteret måde. Som helhed er Carsten René Nielsens bog dybest set en urealistisk skildring af livet, men er livet da ikke også urealistisk?



torsdag den 22. juni 2017

Magtens mytologier

Jakob Brønnum: ”Fortællinger fra undergrunden”
Forlaget Nemo 2016, 146 sider, 149 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.
Jakob Brønnums novellesamling ”Fortællinger fra undergrunden” er en beskeden sag i lille format med hvidt bind. Forsiden er kun forsynet med en minimal illustration, forfatternavn og titel. Den prunkløse præsentation til trods er der noget hemmelighedsfuldt og dragende ved bogen, der tilmed ligger godt i hånden. Det særlige format giver lyst til at undersøge, hvad det er for nogle fortællinger, den lille, næsten mystiske udgivelse rummer. Ved et hurtigt kig i indholdsfortegnelsen kan man konstatere, at læseren tilbydes syv noveller af varierende længde. Allerede i den første slås det mest gennemgående tema fast: Magt og misbrug af samme.

”Hjulets opfinder” er en fabel med konnotationer til den gammeltestamentlige myte om Kain og Abel. Her slår den ene dog ikke den anden ihjel, men begge gør, hvad der står i deres magt for at dræbe den andens livsglæde. Der er stor opfindsomhed og vækst i deres indbyrdes had og konkurrence. Men man sidder og overvejer, om de ikke var nået længere, hvis de havde valgt at samarbejde i stedet for at konkurrere.

Bogens længste novelle, ”Josef i hullet”, lader Josef K. fra Franz Kafkas ”Processen” genopstå og indgå i et nyt, bureaukratisk samfund. Josef K. er lykkelig, da han får et arbejde, der kræver, at han skal sidde i et hul og holde øje. Han skal ikke kontrollere! – blot holde øje, hvilket medfører, at han en sjælden gang drejer på et håndtag og trykker på en knap. Dette finder Josef stor mening i, og dog bygger gennemgangen af hans liv på nogle nyfundne sagsakter, der altså ikke har været taget i betragtning, da hans officielle biografi blev skrevet og kategoriserede ham som elite-berømthed.

”Josef i hullet” er en fortælling om totalitarisme. Men om totalitarismen er af en ydre eller en indre art fremgår ikke tydeligt. Således kan novellen tegne et billede af livet i et gennemkontrolleret samfund, hvor forudsigeligheden gør alting trygt, og ingen derfor har lyst til at træde udenfor normen. Dermed er der opbygget et samfund, der udgør et forstadie til det, der skildres i George Orwells ”1984”. Alternativt er det Josef selv, der pålægger sig rollen som ”kontormus” og år efter år passer sit job uden tanke for, hvad det nytter. Ganske vist skal han igennem visse kriser i sit arbejdsliv, men hullet bliver ved med at drage ham til sig. Set fra denne synsvinkel udgør Josef en pendant til Hans Scherfigs forsvundne fuldmægtig, der til slut i romanen finder ro og mening i det regulerede fængselsliv.

Brønnums pendant til ”Processen” er ubetinget sjovere end det dystre forlæg. Her er et eksempel, hvor Josef gør sig en vigtig erfaring:
”En af de ting der gjorde Josef til et ganske særligt menneske var at han vidste, at så længe man levede, fandt man hele tiden ud af noget mere om livet.
En af de ting han fandt ud af var, at mange af livets problemer kunne løses hvis man ringede efter en pizza. Da han havde prøvet at løse nogle af livets problemer på den måde nogle gange fandt Josef ud af at noget af det, han bedst kunne lide, var pizza.” (s. 60).

En anden af samlingens perler er ”Fortællingen om det teutonske flag”, der i et propagandistisk sprog tegner billedet af en samfund, som er stivnet i gold nationalisme. Flaget har opnået så stor betydning for den nationale identitet, at der opstår alvorlige problemer, da alle landets flag en morgen har skiftet farve. Humoren i Brønnums magiske realisme hviner bluselsløst mod den nøgternhed, fortælleren selv mener at lægge for dagen:
”Kansleren lod nu sin første beslutning meddele. Fra dette øjeblik at regne indgik alle indkaldte og forsamlede i det, der nu officielt blev udråbt til Hofrådens Krigs- og Fredskommite. Der ville blive oprettet en forretningsorden, som alle tilstedeværende bedtes undertegne. Meddelelsen blev modtaget med næsten glæde og en udtryksfuld lettelse. Det var en komite, der kun to gange tidligere var blevet nedsat i historisk tid, og alle vidste at der blandt tidligere medlemmer taltes ikke så få honorære krongodsforvaltere og hofråd. Rigets Gazelleorden af mindst 2. grad var næsten givet på forhånd.” (s. 103).

Enkelte af samlingens noveller er mere traditionelle. Således handler ”De tre drenges klub” om den forvirring, der følger i kølvandet på spirende seksualitet. Men også i denne fortælling dukker magtmotivet op, da drengene vil vise deres mandighed ved at stille krav til en pige; krav som hun bestemt ikke finder rimelige.
Brønnum mestrer at ridse nogle meget alvorlige og genkendelige tilstande op. Men samtidig kiler hans humor sig ind i alvoren, hvorved det afsløres, hvor små mennesker magtmisbrugets udøvere i virkeligheden er. De er alle som de små, forvirrede drenge, der vil puste sig op til noget, de ikke er.
”Fortællinger fra undergrunden” er en barsk, morsom og tankevækkende novellesamling.



tirsdag den 13. juni 2017

Jysk afdæmpethed

Alt er jeg blevet
Jørgen Børglum Larsen
Forlaget Mellemgaard 2016

Af Carina Wøhlk.
Mødet mellem mennesker. Det er omdrejningspunktet i Jørgen Børglum Larsens forfatterskab. Det fremgår også tydeligt af hans seneste udgivelse ”Alt er jeg blevet”. Bogen består af en kortroman og ti små noveller.

Jørgen Børglum Larsen debuterede i 1979 med en digtsamling og har efterfølgende skrevet flere bøger. Den seneste roman ”Den vrede pige” fra 2012 fik flere flotte anmeldelser med på vejen. Derfor gik undertegnede også til hans seneste bog med en vis forventning.

Beskyttelsesdragten
Forfatteren er teolog og tidligere præst. Det sætter sit præg på det, han skriver. Jeres hengivne anmelder har samme uddannelse og arbejdsmæssige erfaringshorisont og kan som sådan nikke genkendende til temavalg og bibelske referencer.

I den indledende kortroman, som er bogens tyngdepunkt, opererer Børglum Larsen med en præst som fremtrædende karakter. I nogle af de efterfølgende noveller optræder henholdsvis en organist og en stiftskasserer. En forfatter med en anden baggrund ville næppe vælge et lignende persongalleri.

Børglum Larsens omtale af præstekjolen som beskyttelsesdragt (se. s. 21), og hans allusioner til kainsmærket (se s. 35) og synderinden (se s. 56) finder klangbund hos en, som er velbevandret i det kirkelige landskab. Spørgsmålet er bare, om en læser uden samme fortrolighed med kirken vil føle sig desorienteret?

Det skøre liv
Hvad novellerne angår, brænder tre stærkest igennem. Det drejer sig om Syn og sagn, Forsikring og den allersidste Alt i ord. De handler på hver deres måde om det, man ikke kan gardere sig imod – rygtedannelse, fyring og død. Som Børglum Larsen skriver i den sidste novelle (se s. 170) ”Livet er skørt”! Det skal forstås dobbelttydigt: Livet er både tosset og skrøbeligt.

Jysk afdæmpethed
Med en enkelt afstikker til Chicago har Børglum Larsen sit fokus på det lille lokalsamfund. Hans gentagne brug af ordet fjalet (se f.eks. s. 7) afslører en jysk klang i det skrevne.

Jysk sindighed afspejles også i forfatterens måden at skrive på. Børglum Larsen formulerer sig enkelt – uden ordflom, overdrivelse og ornamentering. Men indimellem går hans nedtonede form ud over indholdet. Læseren kan simpelt hen miste følingen med forfatterens ærinde. Hvor vil han hen med det, han sætter ord på? Det er synd. For Børglum Larsen har noget på hjerte.


   



mandag den 29. maj 2017

Når billederne bærer, uden at blive tunge

Poul Lynggaard Damgaard
Figurativ Uniform
Forlaget Hagla, 2016

Af Jakob Brønnum
Da jeg læste og skrev om Poul Lynggaard Damgaards forrige digtsamling, den tredje, bemærkede jeg hans fine sansninger. Men det var også min oplevelse, og det blev antydet i positive vendinger, fordi det var en udmærket digtbog, hvordan de oftest fik lov at stå uforankrede. Som rene sansninger.
På det punkt er digtene eller digteren modnet. Her er et digt fra den første samling om at blive til:

Daggryets mund
Jeg bar en læderjakke
og gik mellem stenene
som var tænder langs vejen.
Skibene skilte den første dag,
hvor galionsfigur blev båret ind
fra kysten og sidenhen muret ind i et hus. (s. 73)

I den nye bog hedder det, i et andet digt om tilblivelse:

Sårbar allé
En mystisk dreng
er på den anden side
af den smuldrede mur
blevet voksen i et
andet lands tilfældige
krop.

Et eller andet med hans øje,
og derfor ikke alene et glasøje,
der skinner i træernes tomme
butikker betragtet gennem glas,
tid og væv (s. 31)

Man vil sikkert kunne finde eksempler, der modsiger min iagttagelse i begge bøger, men alligevel er det mit indtryk, at billederne er blevet større, gennem at blive mere sig selv, jeget er trådt i baggrunden og billedet er trådt i forgrunden, det sansede er kommet i centrum og ikke den sansende.
Det her er et lille, monumentalt digt om den digitale virkelighed, hvor billederne får lov at udgøre hele digtene og det ukendte, springende punkt mellem dem, fyldes med virkelighed, med perspektiv, med poesiens særlige tydningspotentiale, som dagligsproget ikke kender

Talende knapper
Pærens glødende
labyrint hen over
det hånden forlod
i bunken med en
diagonal trukket
gennem rummet
tidligere tilbudt.

Bogen er noget kortere end den forrige, som var på over 110 sider, men den virker længere. Bagsideteksten forankrer bogen til Århus  og ”et personligt møde med dens psykiatri”, noget, der virker helt overflødigt. det lægger ingen ting til læsningen eller formidlingen, trækker snarere fra.
Bogen er anbefalelsesværdig på grund af rummeligheden i de enkelte digte. Meget anbefalelsesværdig. Det er sådan en, men kommer til at holde tæt ind til sig en tid.


mandag den 22. maj 2017

Jorns forår i Lissabon

Lasse Krog Møller:
Jorn in Lisboa
16 s. mange illustrationer i s/h og farve
Pris: 50,00
Forlaget Asterisk

Af Troels Laursen
Samtidig med den store udstilling Jorn+Munch i Silkeborg, der slutter om få dage, kan man lige nyde denne lille bog, som måske mest af alt er et hæfte. Asger Jorn levede mange steder rundt om i verden, og han arbejdede ligeså mange steder. Og flere bøger har beskrevet dette, fra ” Asger Jorn på Læsø”(2102)  eller ”Jorn i Albissola” (2014) begge med tekster af Lars Morell, til ”Jorn i Havana” (2011), af Troels Andersen.

Museo Barardo
Denne bog, handler ikke om Jorn (1914-73) og hans arbejde i Lissabon, men om et af hans værker, der rejste en del rundt inden det endte i Portugal, på Museo Barardo siden 1995, hvor den hænger i en permanent udstilling. Forhistorien er den, at Jorn i maj 51 tog hastigt tilbage til Silkeborg, hvor han havde tilbragt en del af sin barndom og som han vendte tilbage til med jævne mellemrum. Han led af tuberkulose og havde brug for at blive behandlet på byens sanatorium. Ved udgangen af dette år, var han begyndt at male i en improviseret studie liggende overfor lighuset. Han arbejdede på to cykler: ”Af den Stumme myte” og ”Årstiderne”. 

16 værker
Han malede seksten værker, der på en uregelmæssig måde, fremviser årstiderne. Og en version af disse, er netop Vårens Offer II, (The Rite of Spring II).
Den første udgave, kaldet Vårens Offer I, (The Rite of Spring I), måler 128 x 151 cm, findes på Kunsten, i Aalborg. Efter at have forladt sanatoriet bosatte Jorn i Silkeborg i 1952, hvor han malede dette andet og lidt større version (161x183,5cm), som er meget tæt på den første i komposition og med samme akkumulering af dyrlignende hoveder, der optager næsten hele lærredet. Udover et foto af værket består den lille bog, at en række s/h-fotos af en mand, og som viser de forskellige stadier i en hovedstand. For sandheden er at værket hænger på hovedet i Lissabon. Så hæftet der er et sandt kunstværk i sig selv, er en anvisning til hvordan man skal se maleriet af Asger Jorn! Man må op på hovedet for at se det rigtigt, så man kan se, at det hele står på spring, som et springende forår, og viser maleriets opadspringende kraft, så de ikke blot er en kommentar til Jorns værk, der skal retvendes, men også en udfoldelse af denne, denne kraft, som vinterens død, ikke kan overvinde. Måske en tanke, der behagede maleren, da han tidligere lå over for lighuset og malede våren frem i al dens kraft og vælde.
Opslag fra bogen


mandag den 8. maj 2017

Voltaires Candide: En fransk roadmovie

KLASSIKERLÆSNING:
François de Voltaire:
”Candide eller den bedste verden”. (1759)
Læs et stort udvalgt af Voltaires værker på engelsk i e-bog her

Af Egil Hvid-Olsen
François de Voltaire - eller François-Marie Arouet, som han egentlig hed – blev en af oplysningstidens helt store stemmer. Han levede fra 1694 til 1778 og skrev både skuespil, essays og romaner. ”Candide” fra 1759, der repræsenterer den sidstnævnte genre, er hans nok mest kendte værk. Den handler om en ung, troskyldig mand, der oplæres til at tro, at han lever i den bedste af alle verdener, hvor ”alt sker til det bedste”. 
At denne livsfilosofi er en satire over Gottfried Leibniz’ overbevisning afsløres af, at Candide udsættes for en række voldsomme og tragiske hændelser, der burde få hans tiltro til andre mennesker og skæbnens gunst til at vakle. Men lige som Leibniz fastholder, at alt – selv det onde – sker efter Guds gode plan, omend mennesket ikke har indsigt nok til at kunne se det, så fastholder Candide sin tiltro til tilværelsens godhed. 
Således har ”Candide” tematisk nogle lighedstegn med den gammeltestamentlige ”Jobs Bog”. I modsætning til Job anklager Candide dog hverken Gud eller skæbnen, men fastholder langt hen ad vejen sin tro på, at alt – selv de mest tragiske hændelser – tjener en større sag, der i sidste ende er god.

Candide og Kunigunde
Det hele begynder da også godt. Candide vokser op som uægte barn hos en westfalisk baron, hvis datter den unge mand forelsker sig i. Det går dog galt, da baronen opdager Candides og Kunigundes forhold. Straks smider han sin plejesøn på porten, og snart må Candide se sig indrulleret i en kampklar hær. Kort efter befinder han sig i en blodig krig, der afspejler syvårskrigen, som udkæmpedes (1756-1763), da bogen udkom. Candide, der hører til bulgarernes (prøjsernes) hær, når ikke at kæmpe mod abarerne (franskmændene), men deserterer og slipper derfra med livet i behold. Det gør baronen og baronessen ikke. Ligesom Candide må Kunigunde derfor friste en usikker skæbne, og den bliver lige dramatisk og smertefuld for dem begge, der rives i hver sin retning.
Siden udfolder ”Candide” sig som en litterær forløber for det 20. århundredes roadmovies. Candide rejser rundt i det meste af verden i sin jagt på Kunigunde og lykken. 
De fjerntliggende destinationer virker ikke længere væk end en moderne flyvetur, hvilket kan forklares med datidens fascination af, at langt det meste af verden som følge af adskillige opdagelsesrejser var opdaget, ligesom kolonialiseringen af fjerne lande var nået vidt. Den selvforståelse, dette førte med sig, gjorde, at oplysningstidens europæer forstod sig selv som en kosmopolit.

Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke
På sin lange rejse tager Candides held nogle gevaldige udsving. Hver gang han har heldet med sig, medfører hans ekstreme naivitet, at han lynhurtigt mister det vundne igen. Fortællingens hurtige sceneskift fungerer mest som en ramme, der giver Voltaire mulighed for at latterliggøre en lang række magtfulde personer og diverse kirkelige repræsentanter. Så skarp er hans satire, at der ikke er noget at sige til, at han flere gange i løbet af sit liv måtte drage i eksil. Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke latterliggøres, så dem, karaktererne er skrevet over, må have våndet sig under Voltaires verbale piskesnert.
Voltaire var optaget af at nedbryde fordomme og standsforskelle, men han var også barn af sin tid, hvilket blandt andet kommer til orde i fortællingen om, hvordan Candide skyder to abekatte, der jager et par kvinder fra Paraguay. Det viser sig, at de to aber var kvindernes mænd; en misforståelse, der siger mere om Voltaires fordomme end paraguayske mænds reelle udseende. Dog kan man ikke forlange af et 1700-talsmenneske, at han vidste mere, end han havde mulighed for. I en anden scene er Voltaire dog mere sober. Her skinner forfatterens forargelse over sin tids udbredte slaveri igennem, da Candide møder ”en Neger, som lå på Jorden kun halvt påklædt: det vil sige at han ikke havde andet på end et par blå Lærredsbukser, den stakkels Mand havde mistet sin venstre Fod og sin højre Hånd.” Det viser sig, at slaven arbejder i en sukkerfabrik, hvor arbejderne får hugget hånden af, hvis de mister et par fingre i en af maskinerne. Hvis de finder dette så urimeligt, at de flygter, får de hugget foden af, såfremt de bliver fanget.

Voltaire og verdenshandlen
Voltaire, der ellers var meget fascineret af koloniseringen og den deraf følgende verdenshandel, afdæmper sin begejstring i ”Candide”. Som Ingvild Hagen Kjørholt beskriver det i kapitlet ”Verden blir mindre. Kosmopolitter, slaver og det globale markedet i Voltaires Candide ou l’Optismisme” (note) havde Voltaire tidligere anset verdenshandlen for at være en ramme, hvori alle kunne mødes uafhængigt at kulturel og religiøs baggrund. Inden for denne ramme traf man aftaler til fælles bedste. Men Voltaires holdning ændredes, da han opdagede, at de mange muligheder for velstand førte grådighed med sig. Således blev alles kamp mod alle også udkæmpet indenfor verdenshandlen. Denne kamp gjorde nogle befolkningsgrupper til tabere. Af disse var slaverne de største. 
Den førnævnte slave møder Candide i den hollandske koloni Surinam, som på det tidspunkt var kendt for i sammenligning med andre kolonier at have den højeste dødsrate blandt slaverne. Selvom Voltaire havde en tidstypisk forståelse af, at nogle mennesker befandt sig på et højere udviklingstrin end andre, nærer Candide dog bekymring for slaven. Efter den udtalte forskrækkelse over slavens tilstand, der i hvert fald til en vis grad afspejler Voltaires forargelse over den hårdhændede behandling af disse underkuede mennesker, griber han tilbage til satiren, idet han lader slaven påpege et dilemma: ”De hollandske fetichtilbedere [præster], som har omvendt mig, fortæller mig hver Søndag at vi alle, både Sorte og Hvide er Adams Børn. Jeg forstår mig ikke på Stamtavler; men hvis Prædikanterne har Ret, er vi alle kødelige Søskendebørn og nedstammer fra Germanerne. Og så må de indrømme, at man ikke godt kan behandle sine egne Slægtninge frygteligere.” Faktisk var det bestemt ved fransk lov at slaver skulle døbes.
På baggrund af al den uretfærdighed, Voltaire er sig bevidst (selvom vi i dag ville være endnu mere fortvivlede end ham over hans samtids barbari), er ”Candide” et samfundsrevsende eventyr, der ender med, at selv den stangnaive hovedperson må indrømme, at verden ikke er så god, som han har insisteret på. Dette understreges af, at kærligheden mellem ham og Kunigunde er udslukt, da de endelig kan forenes. Han resignerer og nedgraderer meningen med livet til det at passe sin have. Denne sorgmuntre slutning står som en ironisk kommentar til hele den umenneskelighed, der udfoldedes på Voltaires tid, og som læser kan man spørge, om slutningen ikke har lige så stor relevans i dag, der bestemt heller ikke er ukendt med menneskeskabte grusomheder. Det er således ikke mere end 41 år siden, at Halfdan Rasmussen udtrykte noget, der minder om Candides afsluttende livsfilosofi, i sin sang ”Noget om helte”:

Der er nok, som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha’ skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi’ hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.

Når det er sagt, er ”Candide” som antydet ikke mindst en roman, der er præget af den tid, den blev skrevet i. Det er indiskutabelt, at bogen er en klassiker, men skyldes det ikke i højere grad dens virkningshistorie end dens litterære kvaliteter?
Mødte man i vore dage op med et manuskript som dette, ville forlaget hurtigt afvise udgivelse af det, fordi historien ganske simpelt er for dårligt fortalt. Hele den lille bog minder mere om et referat af en roman end af en roman i sig selv. Candide farer verden rundt, selvom den tids transportmidler var særdeles langsommelige, og som læser kastes man hovedkulds fra den ene scene til den anden. Således bliver hele romanen underligt fragmenteret og svær at lade sig fange af. Så meget desto morsommere er det, at Voltaire et sted lader en excentrisk venetiansk rigmand, der ikke længere kan glædes ved noget, klage over, at de antikke klassikere er gabende kedsommelige. På lignende måde udgør ”Candide”, der i mellemtiden selv er blevet lige lovlig ensformig, et eksempel på litteraturhistoriens udvikling.
”Candide” er en samfundsrevsende roman, der i sin tid skabte debat, latter og vrede alt efter, hvem læseren var. En del af satiren kan føres direkte op til vore dage, hvor der stadig findes snobber, diktatoriske herskere og dobbeltmoralske præster m.m. På den baggrund har bogen både historisk og aktuel værdi.

Note: I Eliassen, Fastrup og Andersen Nexø, red.: ”Europæisk Litteratur 1500-1800, bind 1”, Aarhus Universitetsforlag