fredag den 17. november 2017

Ensomheden findes!

Sample
Camilla Hjørnholm Olsen
Artur – et turbine forlag

Af Carina Wøhlk
Bogen med den engelske titel ”Sample” er skrevet af debutanten Camille Hjørnholm Olsen. Forsiden lader læseren vide, at der er tale om en punktroman. I fem afsnit, der bærer mandenavne som overskrifter, følges fortællerens forhold til fem forskellige eksemplarer af manderacen – fem ”samples”. Der en tale om en broget flok: En musiker, en misbruger, en midaldrende fraskilt, en klassisk dannet og en arabisk indvandrer.

Korte og koncentrerede kapitler
Punktromanen er en særlig, litterær genre, der excellerer i korte og koncentrerede kapitler. Læseren udfordres til at stykke fragmenterne sammen og fremkalde det narrative flow. Eller sagt på en anden måder: Læseren må selv udfylde de tomme huller i historien.

Ikke kun genren gør ”Sample” til en særegen læseoplevelse. Hjørnholm Olsen opererer med et noteapparat af nærmest encyklopædisk karakter. Læseren opdager dog hurtigt, at noterne ikke er objektivt faktuelle. De bærer i allerhøjeste grad præg af fortællerens tydning af tingene (se f.eks. s. 24: ”The Beatles, britisk band. Personligt er jeg mere til John Lennons musikalske samarbejde med Yoko Ono og hendes kunst generelt”).

Det minimalistiske kombineret med det overeksplikative skaber en ejendommelig modsatrettet bevægelse i bogens form. Det er, som om forfatteren ikke kan beslutte sig – vil hun det barberede eller det langhårede? Ja, tilgiv billedet…

Æbletræerne findes
Med sætningerne ”Æbletræerne findes, æbletræerne findes” (se. s. 74) associerer Hjørnholm Olsen til Inger Christensens fantastiske digt ”Abrikostræerne findes” fra digtsamlingen Alfabet. Få sider længere fremme (s. 77) afslører Hjørnholm Olsen indirekte, at inspirationen til ”Sample” skal findes netop i Inger Christensens forfatterskab.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad forfatterens ærinde med bogen er. Fortællerens oplevelser med de fem ”samples” handler i hvert fald ikke om kærlighed. Vold, misbrug, stalking og frygt for kønssygdomme præger billedet. Bogens sidste kapitel får undertegnede til at tænke på sætningen ”ensomheden findes” fra føromtalte digt af Inger Christensen. Måske er ”Sample” en elegi over det moderne menneskes ensomhed… 

 











mandag den 6. november 2017

Den skjulte flygtning

Mere mol end komedie
Hans Keilson: ”Komedie i mol”, Klim 2012, 127 sider.

Af Egil Hvid-Olsen
Der er mere mol end komedie i Hans Keilsons ”Komedie i mol”. Det er der ikke noget underligt i, for romanen – eller fortællingen, som den kategoriseres som på titelbladet – handler om et ungt hollandsk ægtepar, der under 2. verdenskrig skjuler en lidt ældre jødisk parfumesælger.
Keilson, der døde som 101 årig i 2011, var tysk jøde, men måtte forlade landet i 1936. Han bosatte sig i Holland, hvor han gik under jorden i 1941. Han kunne dog stadig gøre nytte, idet han blev besøgs- og samtaleven for jødiske børn, der var blevet skilt fra deres forældre. Keilsons egne forældre mistede livet i Auschwitz, så kun alderen adskilte ham fra de børn, han talte med.
”Komedie i mol” udkom allerede i 1947, men solgte ikke særlig meget. Efter årtusindskiftet fik man imidlertid øjnene op for dens kvaliteter og i 2012 udkom den på dansk.

Både handlingen og sproget i ”Komedie i mol” er meget afdæmpet; nærmest som et tilbageholdt åndedræt. Det unge par, Wim og Marie, samt deres jødiske logerende, der kalder sig Nico, lever da også netop med tilbageholdt åndedræt. Ganske vist får ægteparret alt til at se normalt ud. Wim passer sit arbejde og Marie ordner det huslige, mens Nico tilbringer de fleste af døgnets timer i sit værelse på 1. sal. Men bevidstheden om, at de har en illegal gæst boende, slipper aldrig ægteparret. Endnu værre er det dog for Nico, der er klar over, hvad der sker med andre jøder rundt omkring i Europa. Af gode grunde ved hverken han eller værtsparret, hvornår han får sin frihed tilbage, og nogle gange er han ved at resignere, fordi det alligevel vil være for sent, når han langt om længe kan gå ud af huset som en fri mand. Han regner med, at hans familie er udryddet, så hvad er formålet med at leve videre?
Samtidig med at modløsheden sniger sig ind på Nico, føler han sig til besvær. Imidlertid ved han godt, at han ikke må gøre Wim og Marie trætte af at have ham boende. Dette dilemma giver hans frustration en ny og smertefuld retning:

Da han i sin tid var kommet hertil, hvad han gerne ladet sig nøje med en plads blandt kullene i skuret og ville have været tilfreds. Nu sov han i en seng, spiste ved et bord, blev behandlet som et menneske.
Men jo længere det varede, desto større blev hans krav. Da han ikke kunne kræve noget at omverdenen – det, han fik, blev givet frivilligt og var næsten en gave – vendte kravene indad og blev uendelige. Men man hjalp ham alligevel. De hjalp ham alligevel. Var det måske ikke noget? Jo, det betød meget. Og det var ingenting. Han blev til ingenting. Det var uudholdeligt. Det betød, at han blev tilintetgjort, tilintetgjort som menneske, også selv om han – måske - reddede livet. (s. 63).

Med beskrivelser som disse får Hans Keilson sat ord på den fortvivlelse, der følger af, at man får frataget sin frihed. Det er ganske skræmmende, at Nico oplever sin situation som identitetsødelæggende. Det var netop, hvad nazisterne gik målrettet efter at opnå, når de fratog fangerne i koncentrationslejrene deres ejendele, tøj og hår. Men at mindre også kan gøre det er, hvad der fortælles i ”Komedie i mol”.

Naturligvis omhandler bogen også Maries og Wims tanker, frygt og frustration, og hen mod slutningen sættes der særlig fokus på deres situation. Dog er man ikke i tvivl om, at de lige fra begyndelsen af løber en stor risiko for at blive afsløret og gå en barsk skæbne i møde. Alligevel står de ved deres beslutning om at hjælpe Nico, hvilket medfører, at de tre bliver meget tæt knyttet på en varm og samtidig anstrengt måde. De kan lide ham, men samtidig er det hans tilstedeværelse, der gør deres liv farefuldt. Derfor hænger nerverne uden på tøjet, og Nico ved, at de når som helst kan blive trætte af ham og gøre hans ophold endnu mere uudholdeligt. De holder hans liv i deres hænder og kan gøre med det, hvad de vil; men da det kommer til stykket, afgøres hans skæbne af noget helt andet, der endnu engang slår fast, at der er mere mol end komedie over fortællingen.

fredag den 27. oktober 2017

Martin Luther - unplugged

Jacob Ørsted: ”Godbidder. Citater fra Martin Luthers frimodige tale omkring middagsbordet”, Eksistensen 2016, 151 sider, 160 kr.

Af Egil Hvid-Olsen       
Den bog, der i det følgende skal anmeldes, hører til blandt de korte: 151 små sider med stor skrift og mange mellemrum. Noget lignende kan man ikke sige om anmeldelsen, som breder sig ud over genrens almindelige størrelse. Dette skyldes, at bogens indhold stammer fra Martin Luther; en historisk person, de fleste kender navnet på, men som alligevel ikke er kendt for sin folkelige appeal; en forestilling, der faktisk går stik imod den betydning og status, han havde i sin samtid. Derfor kan det være nødvendigt med en længere introduktion.

Den alvorlige Luther
Der findes en håndfuld samtidige portrætter af reformatoren Martin Luther (1483-1546), hvis kritik af den romersk-katolske kirke førte til en opsplitning, der har betydning den dag i dag. Med reformationen opstod den evangelisk-lutherske kirke som et alternativ til den pavestyrede katolske kirke. På alle portrætterne fremstår Luther som en alvorlig mand. Man fornemmer ikke hans sociale engagement, hans på den tid atypiske værdsættelse og respekt for kvinder, hans evner som sjælesørger og slet ikke hans humor, der til tider kunne antage ganske grove former. Det er ikke tilfældigt, at alt dette ikke afsløres i portrætterne, for det vigtigste på Luthers egen tid var at markere ham som en troværdig alvorsmand med en fast vilje; en mand, man kunne stole på. Det var nemlig ikke småting, Luther havde igangsat med reformationen. Han havde trukket tæppet væk under flere århundreders katolsk teologi. 


Renaissancehumanisme
Inspireret af den tids store akademiske gennembrud, nemlig renæssancehumanismen, der søgte tilbage til de klassiske grundtekster, gjorde Luther op med skolastikkens massivt spekulative teologi, som havde udviklet sig til et system, der i sig selv blev anset for vigtigere end de grundtekster, hele det skolastiske tankespind var vokset ud af. Luthers kritik af skolastikken gjorde ham dog ikke til reformator. Inden for den samtidige reformkatolicisme fandtes der andre med tanker, der mindede om Luthers. 

Frontalangreb mod pavestolen
Men i modsætning til dem så Luther sig nødsaget til også at angribe pavestolen frontalt. Dette var ganske vist ikke hans intension fra begyndelsen af. Han var en gudfrygtig munk, præst og teolog, der satte en ære i at føre lødige, akademiske debatter. Men disse debatter skulle gerne føre til ændringer, hvis de vel at mærke afslørede fejl og misbrug. Et sådant misbrug fandt Luther i afladshandlen, der ifølge den officielle katolske lære kunne befri dem, der købte afladsbreve, eller deres afdøde pårørende, for et bestemt tidsspænd i skærsilden. Denne rensende ild anså man for at være noget, alle afdøde måtte gennem for at blive renset for de synder, de havde begået i levende live. Nogle skulle kun være der i kort tid, andre i længere, men ingen vidste på forhånd, hvor lang en periode der ventede dem. Derfor kunne afladshandlerne lokke folk til at købe store mængder aflad i håbet om, at de dækkede over hele lidelsesperioden. Denne tankegang afslørede Luther som rent tankespind uden hold i Bibelen. 
Han fandt det betænkeligt, at man lokkede fattige mennesker til at bruge deres få midler på fantasteri. Endnu mere alvorligt var det, at afladshandlen gjorde angeren overflødig. Hvis man kunne købe sig til tilgivelse, var det pludselig unødvendigt at reflektere over sit liv og den måde, man behandlede andre mennesker på. Men værst var det, at man gjorde Gud overflødig. Kunne man købe tilgivelsen, var der ingen grund til at beskæftige sig med Gud. Kirken havde taget ansvaret for tilgivelsen fra Gud og solgte den efter forgodtbefindende, hvilket Luther fandt højst kritisabelt. Derfor forfattede han i 1517 95 teser mod afladshandlen og lagde op til en akademisk debat om dem. Dette anses for at være startskuddet for reformationen.

Paven og de økonomiske interesser
Imidlertid havde paven og en lang række højtstående og magtfulde gejstlige store økonomiske interesser i afladshandlen. Bygningen af den nuværende Peterskirke i Rom blev for en stor dels vedkommende finansieret af indtægter herfra, og det pavelige hof, der var berygtet for sin luksuriøse ødselhed, kunne ikke få penge nok. Derfor opdagede Luther pludselig, at han havde fået hele den kirkelige top og ikke så lidt af den verdslige på nakken. Han blev bandlyst og siden – da han ikke ville tilbagekalde sine skrifter – fredlyst på rigsdagen i Worms. Heldigvis blev han støttet af sin magtfulde kurfyrste, Frederik den Vise, der sørgede for, at han kunne færdes sikkert inden for kurfyrstendømmet.
Al denne modstand kunne Luther stå igennem, fordi han kort efter afladsdebattens begyndelse havde gjort en teologisk revolutionerende opdagelse. Mens den katolske kirke lærte, at man skulle gøre sig fortjent til Guds tilgivelse og kærlighed, opdagede Luther, at der i Det Nye Testamente (særligt i Paulus’ breve) stod, at tilgivelsen blev givet ufortjent. Troede man, at Gud holdt af en på trods af ens fejl, så gjorde han det også. Troen var altså et tillidsforhold og Guds kærlighed var ikke noget, man kunne købe hverken med penge eller fromme handlinger. Den blev skænket ganske ufortjent. Da Luther indså dette, kunne intet stoppe ham i kampen mod pavekirkens skævvridning af det kristne budskab.
Alt dette havde dog været en historisk parentes, hvis der ikke i forvejen havde været en udbredt folkelig utilfredshed med kirken. Respekten for gejstlighedens overfladiske fromhed var ikke større, end at den mange steder splintredes, da Luthers kritik blev kendt. Han blev den tids svar på en superstjerne. Den forholdsvis nye bogtrykkerkunst gjorde det muligt at sprede hans skrifter vidt og bredt. Desuden var Luther selv en dygtig formidler, der stik mod traditionen lod en del af sine skrifter udgive på tysk, så det ikke kun var de lærde, der kunne få del i hans tanker. Denne bevidst folkelige vinkel tog den katolske kirke på sengen, for den var bestemt ikke vant til at involvere den jævne befolkning mere end højst nødvendigt. Alligevel blev den evangelisk-lutherske kirkes forhold langt fra afgjort i Luthers levetid. Fordi kirke og statsmagt dengang var tæt sammenknyttet, gik der lige fra begyndelsen af politik i sagen, og efter Luthers død førte skismaet til krig.

Den strenge Luther
Når talen falder på Luther i dag, ser man ofte på ham som den strenge, umedgørlige mand fra samtidens portrætter. Det er ofte hans opfordring under bondeoprøret (1524-25) til at bekæmpe bønderne ”ganske som man må slå en gal hund ned” og hans alt andet end sympatiske syn på jøder, der tages frem. Selvom Luther faktisk indledte med at tage bøndernes parti i konflikten, og kun vendte sig mod dem, fordi de påberåbte sig guddommelig ret og udførte nogle blodige henrettelser, og selvom hans syn på jøder ofte gøres endnu værre, end det reelt var, så er det bestemt ikke oplagt at forsvare ham på disse punkter. Til gengæld er det en skam, hvis de får lov at skygge over alt det øvrige, han stod for, ikke mindst fordi Luther og reformationen har en virkningshistorie, der også præger det liv, vi lever i dag.

Luthers bordtaler
I anledning af reformationsjubilæet i 2017 er der udkommet en lang række bøger om Luther og reformationen. Således har Jacob Ørsted, der er sognepræst ved Helligåndskirken i Flensborg, foretaget og oversat et udvalg af Martin Luthers bordtaler. Det er der kommet en lille, overskuelig bog ud af; en slags introduktion til Luther med hans egne ord. Bordtaler er citater af Luther, som han udtalte under sine middagsmåltider, der næsten altid blev indtaget med mange gæster og logerende omkring bordet. Han har altså ikke finpudset sine ord, fordi de ikke var beregnet til udgivelse. Hans bordtaler er så at sige Luther unplugged.
Ganske vist er ikke alle citater i den store mængde af tekst i Luthers ”Tischreden” gengivet ordret, da nedskriverne skulle være hurtige og desuden efterfølgende kunne finde på at redigere i og måske også pynte på det sagte. Men Ørsted har valgt ud blandt de mange citater, der med stor sandsynlighed lægger sig tæt op ad Luthers egne formuleringer. Desuden har Ørsted forsynet hvert kapitel med en lige så kort som præcis introduktion af Luthers syn på det emne, kapitlet omhandler. Kapitlerne følger nogenlunde kronologisk hændelser og mærkesager i Luthers liv. Her er f.eks. kapitler ”Om teserne og paven”, ”Om sex og ægteskabet”, ”Om Gud”, ”Om kirke og stat”, ”Om dåb og altergang”, ”Om undervisning og musik” og ”Om sygdom, læger og Luthers død”. Man kommer altså vidt omkring både Luthers offentlige og private liv. På den måde kan ”Godbidder” læses som en slags kort (selv)biografisk introduktion til Luthers liv og tanker.

Lærken og gøgen
Et eksempel på Luthers kritik af pavedømmet, der samtidig giver et indblik i hans jordnære billedsprog, lyder således: ”Hvor lærken er, er også gøgen, da den mener at kunne synge 1000 gange bedre end lærken. På samme måde sidder paven også i kirken og overdøver alle med sin skrigende sang. Ligesom gøgen er nyttig til at fortælle os, at foråret er nær, således er paven også nyttig, idet han forkynder, at de sidste dage er nær!” (s. 31).

Selvom det ikke var forelskelse og kærlighed, der fik Luther til at gifte sig med Katharina von Bora, udviklede deres ægteskab sig til et nært og kærligt forhold. Derfor udtrykker han ikke kun en almen overvejelse, men også en privat bekymring i dette citat: ”Det må være den største sorg og smerte, når to fromme ægtefæller, der forstår hinanden, holder af hinanden, ja elsker hinanden, rent fysisk bliver skilt fra hinanden. Vor Herre er den største ægteskabsbryder: Hvad Han har ført sammen, adskiller Han igen. I morges sov hun ved sin mands side. I aften sover hun ved Vor Herres side. Hvor livet dog er uforudsigeligt. Åh, hvor det må gøre ondt, når folk, der elsker hinanden, må skilles.” (s. 47).

Selvom Luthers syn på kvinder ikke var tidstypisk, idet han – stik imod skik og brug - overlod sin privatøkonomi til sin hustru og desuden testamenterede sin formue til hende, tog han ikke altid med fløjlshandsker på ”det svage køn”: ”Det, som kommer ind gennem en kvindes ører, kommer hurtigt ud gennem hendes mund. Derfor skal man kun fortælle en hemmelighed til en død kvinde.” (s. 51).

Til tider var Luthers humor ganske sort: ”Verden mener, det er bedst at blive mig kvit, og det vil den blive. Som jeg ofte har sagt: Jeg er en moden lort, og verden er et stort røvhul, og vi skal snart give slip på hinanden.” (s. 102). Andre gange udtalte han sig inderligt og poetisk: ”Musik er den skønneste og herligste gave, Gud har givet. Den har ofte rørt mig så dybt, at jeg havde lyst til at prædike”. (s. 124).

Ved man intet om reformatoren, er ”Godbidder” et godt sted at begynde. Den lille bog giver gode eksempler på Luthers facetterede personlighed og vil for mange give appetit på at søge mere viden om manden og hans sag.

Billedrigdom og karskhed
Er man derimod godt inde i reformationshistorien, udgør bogen en perlerække af citater, som understreger den billedrigdom og karskhed, der prægede Luthers tanker og sprog.
”Godbidder” er – ud over litteraturliste og noter – forsynet med fire madopskrifter, som kan have været benyttet i Luthers hjem.

Foruden Luthers ”Tischreden” i de samlede udgaver af hans værker på originalsproget, findes der en række større eller mindre udvalg på blandt andet tysk og engelsk. I sin udgivelse har Ørsted skåret ind til benet og fundet nogle af de mest indholdsrige, enkle og morsomme eksempler fra den store mængde originaltekst, hvorved han har frembragt en udgivelse, der kan være til glæde for både læg og lærd. I forbindelse med reformationsjubilæet i 2017 er det en klar fordel af have den slags bøger at gå til.

fredag den 20. oktober 2017

Tilblivelsen som kvinde

Louise Juhl Dalsgaard
Det dér og dét der
EC Edition 2017

Af Anne Rye Andersson
Når man som menneske kan forårsage sin egen død, det langsomme selvmord, som anoreksien kan være, ligger der skyld, skam, resignation og ikke mindst udsigten til lettelsen ved at få fred. Men ønsker den syge egentlig at dø? Kan den syge overskue konsekvenserne af den sultende adfærd? Det er spørgsmål jeg som læser sidder tilbage med efter læsningen af Louise Juhl Dalsgaard’s meget fine femte bog og anden opunktroman, ’Det dér og dét der’.

Det er de store eksistentielle spørgsmål forfatteren forsøger at dissekere i romanen, og denne optrevling af livets spørgsmål afføder endnu flere spørgsmål, som man måske i virkeligheden ikke er i stand til at svare på. Romanen er et vigtigt blik ind i en ung, syg piges tilværelse, der er fyldt med lige dele selvlede og kærlighed.

Romanens to spor
Romanen har to spor. Tilbageblik til barndommen af den kvindelige navneløse protagonist, som er fortalt i jeg-form. Og uddrag fra en ung kvindes virkelige psykiatriske journal, der opridser sygdomsforløbet.
 
Jeg-fortælleformen giver en nærværende stemning, et still-billede af en tryg opvækst, der dog indeholder elementer af ikke at være forstået eller rummet til fulde:

”(Jeg har senere prøvet at sige det til hende, til min mor, alt det vi ikke talte om, og ikke mindst alt det, vi talte om, men som i virkeligheden handlede om noget andet. Naboen K, for eksempel, som min far mente ”var syg i hovedet”.
Mig, der spurgte: ”Er K syg i hovedet?”
Min mor, der svarede ”nej”.
Mig, der spurgte: ”Jamen så lyver far?”
Min mor, der svarede ”nej”.
Jeg har prøvet at sige det til hende, at der var noget, der ikke hang sammen, men hun bliver tavs, eller hun siger: ”Prøv at ringe til Børneværnet, det kan være, at de orker at høre på dine beklagelser”.
Og så går hun.) ”

Man fornemmer en pige, der tænker  meget over tingene, man fornemmer en form for sarthed hos hende, en modtagelighed af en art, men man finder ikke et endegyldigt svar på hvorfor, hun ender med at blive så syg.

Hun kan selv datere, hvornår det begyndte at gå galt. En tomhed, der fyldte hende efter skolen, der for hende, det man formentlig ville kalde en 12-talspige, gav mening i disse år. Nu er hun på bar bund, hun skal selv til at tage stilling. Måske er det en frygt for at blive voksen, en frygt for at stå alene med ansvar, måske ikke. Man kan gisne.

Med en psykiaters øjne
Den psykiatriske journal, som vi som læsere løbende får indblik i, er en virkelig journal. Det giver værket en ufravigelig autencitet, idet dette dokument stadfæster den syges barske historie, som den i virkeligheden var, set med en psykiaters øjne. På en måde bliver psykiaterens stemme en form for metastemme over værket i form af dennes tolkning af den syge kvinde og hendes tanker.

Dynamikken imellem de to spor er rigtig god, de komplimenterer hinanden fremragende, og der er en insisteren på ærlighed i værket, en nøgternhed, der ikke forfalder til ynk, men hæver ordene op over den afgrund, den syge befinder sig i.

Via den psykiatriske journal får vi at vide, at den unge kvinde på et tidspunkt vejer 32 kg med en højde på 164 cm, hvorfor hun bliver indlagt. Hun er til fare for sig selv, kan ikke længere magte den situation, som hun befinder sig i. Man forstår hun kæmper en kamp med sine indre dæmoner, den løgnagtige anorektiske adfærd, som broderen på et tidspunkt giver udtryk for, hun snyder personalet, hun er i sine følelsers vold, og det er så smukt og grusomt beskrevet, at jeg sidder og læser med tilbageholdt åndedræt.

Louise Juhl Dalsgaard har en måde at gå til sproget på, som er meget poetisk, og det klæder værket. Den meget ærlige, naive barnestemme folder sig ud som fuldbyrdet poet, når de små metaforer blomstrer, og hun henfalder i diverse tanker. Eksempelvis her:

”Det er juli og solens stråler falder så skråt og tungt, at alt i teltet bliver oplyst i teltdugens farve.
Jeg sidder derinde og tænker: Det er sådan, det må føles at være orange.

Senere:

Er det sådan, det føles at være menneske?”

Tilblivelse som kvinde
Det er den skrøbelige, smukke fremstilling af det at være barn, det at vokse op, blive til en kvinde med bryster og menstruation og hår under armene. Pludselig ændrer kroppen sig, følger hovedet med? Vanvittige hormoner, der raser, der pirker til en ulyst til at blive voksen, kroppen svulmer, uden at man er i stand til at bremse udviklingen, frygten, måske en umodenhed, måske en tanke om ikke at kunne være sig selv i sin egen krop. Barnet er blevet voksen, men så til et barn igen i sygdomsperioden. ”Jeg vil ikke behandles som et barn”. En tilbagevenden til moderens livmoder, til en tilstand, hvor andre tager beslutninger for en, umyndiggjort, men med eget samtykke, den syge ved godt, det står slemt til, men hun formår ikke at komme igennem helvede på egen hånd, det helvede at skulle tage på i vægt. Frygten for fedme, for kurver, måske for det at være menneske.
Værket er et vigtigt vidnesbyrd om anoreksi. Man forstår, at det kan ramme alle, når det også kan ramme denne glade veltilpasse pige, som protagonisten er. Det er et indblik i en lang sej kamp for den syge og ikke mindst den syges pårørende, derfor kan den med fordel læses af pårørende til anorektikere, der måske kan finde trøst i, at de ikke står alene. Jeg giver den mine varmeste anbefalinger til alle, der vil oplyses om sygdommen, men også til alle, der elsker sproget. Læs den og bliv klogere, læs den fordi den kan nedbryde tabu, læs den fordi den er fantastisk smuk.

Louise Juhl Dalsgaard:
“Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”, prosa, Forlaget Jorinde & Joringel, 2011.
“Om Arktiske Heste”, en poetisk kortfilm, på Forlaget Weltscherz, 2014.
“Til Sammen”, punktroman, Forlaget Nulpunkt, 2014.
“Det skulle have været en hest,” en badgedigtsamling, forlaget 365TEKSTER, 2016
“Det dér og dét der”, roman, Forlaget EC Edition, 2017
 
   
 

fredag den 13. oktober 2017

Jais Nielsen og kulturarven

Elisabeth-freskerne
Af Dorthe Aagesen, Synne Garff
160 sider, gennemillustreret
Pris: 250,-
Forlaget: Strandberg Publishing A/S

En af de smukkeste legender om Den Hellige Elisabeth af Thüringen (1207-1231) er historien om det såkaldte ”rosenunder”. Elisabeth blev opdraget og gift fyrsteligt ved hoffet på slottet Wartburg. Men hun ønskede at frasige sig sine privilegerer og leve et liv i barmhjertighed og godhed mod de fattige og syge. Og deri lignede hendes skæbne på mange måde Frans af Assisi, og tro mod sit kald åbnede hus slottets forrådskamre til fordel for de fattige, og opførte et hospital til de spedalske i byen. Elisabeths gavmildhed forargede hoffet, og de forbød hende at dele ud af slottets rigdomme. En dag, da Elisabeth forlod slottet med en stor kurv med brød, blev nogle af hoffets soldater sendt efter hende for at gribe hende på fersk gerning under hendes barmhjertige forsøg på at lindre de fattige og syges kår. 

Rosenunderet
Og uden for byporten standsede en af soldaterne hende midt i klyngen af fattige og syge og pegede på kurven, som hun skjulte under sin kåbe, og spurgte hende, hvad hun havde i den. Elisabeth svarede med en lysende skytsengel svævende over sit hoved: ”Roser, Herre!”, hvorefter hun slog kåben til side, og et flor af skønne roser vældede ud.

I årene 1928-1935 udsmykkede kunstneren Jais Nielsen forhallen og alle murflader i det tre etager høje trappeløb på Sankt Elisabeth Hospital på Amager. Et murmaleri, der skildrer den hellige Elisabeths liv, og som skulle blive Danmarks næststørste fresko, kun overgået af Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke. Udsmykningens 350 kvadratmeter strækker sig over en stor forhal i hospitalet og et trappeareal, der gennem tre etager. Hospitalet blev bygget i 1904-05 i såkaldt national romantisk stil, og Ny Carlsbergfondet afholdt udgifterne til udsmykningen. Den blev til gengæld alt andet end nationalromantisk. 

Giotto og kubismen
For kunstneren Jais Nielsen havde været i Paris og lært kubismens ideer at kende, og han havde også ladet sig begejstre af Giottos fresker, der skildrer Frans af Assisi’s liv i Italien. Nielsens største dekorative arbejde blev derfor en moderne genfortælling af legenden om en af de mest populære helgener i den katolske kirke. Han fik dog ikke helt frie tøjler, for hans arbejdsgiver var nonnerne, og de betingede sig, at udsmykningen ikke bredte sig så meget, at de ikke kunne vaske væggene af op til en meters højde fra gulvet, så derfor rækker historien om Elisabeths gode gerninger ikke helt ned til gulvet. Til gengæld rækker denne bogudgivelse fra den ene ende til den anden. Detaljerigt og indsigtsfuld. 

Restaureringen
I forordet, der er skrevet af formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt introduceres vi til baggrunden for restaureringen og fondens hensigt med endnu engang at sætte penge i værket. Dorthe Aagesen, overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst, fortæller om freskernes tilblivelse og om Jais Nielsens udvikling ”fra kubist til kirkemaler” og om, hvordan den store rumfortælling hænger sammen med Jais Nielsens øvrige kunstneriske virke. Det er alt sammen forbilledligt fortalt med et stort overblik. 



Konservatorernes overvejelser
Forfatteren Synne Garff formidler i interviewform konservatorernes overvejelser i forbindelse med restaureringen, og det er både nørdet og spændende. Garff genfortæller også legenden om Elisabeth, der nu igen kan ses, sådan som kunstneren havde tænk det for 80 år siden. Både bogen og restaureringen er både storartet bevaring og formidling af vores kulturarv. Lidt af et rosenunder i sig selv.
Troels Laursen


lørdag den 7. oktober 2017

Hvileløst i et iskoldt ruinlandskab

Brahe/Hansn: ”Okkult Mekanik” og ”Atomvinterbørn”,
Fahrenheit 2017, 184 og 64 sider, 199 og 129 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Dystopier blomstrer i deres eget dunkle univers, både indenfor film, litteratur og tegneserier. Tilbage i 80’erne var en tegneserie som Raymond Briggs’ ”Når vinden blæser” (1982) et særsyn med sin triste fortælling om et gammelt ægtepars sidste tid efter et atomangreb. Albummet satte sig spor med sin særegne kombination af venlig, humoristisk personskildring og ubarmhjertig realisme. Siden er dystopien blevet dyrket i en blanding af dunkel æstetik og fremtidsskepsis, ikke mindst i ungdomslitteraturen og deraf affødte film.

Makkerparret Brahe/Hansn lægger sig i slipstrømmen på tidens dystopidyrkelse i deres to grafic novels: ”Okkult Mekanik” og ”Atomvinterbørn”. Men de gør det på en særdeles speciel og grotesk facon.

Forløb som en drøm
Særligt i ”Okkult Mekanik” ligger humoren som en understrøm gennem den virkeligt underlige fortælling. Brahe/Hansn tager alt fra sagsbehandlere til folk med interesse i det såkaldt alternative under kærlig behandling, hvilket ind imellem er ret sjovt. Selve fortællingen har et forløb som en drøm, der lader sig styre at tilfældige indfald og erindringsglimt. Således støder man undervejs i albummet både på nogle sære små skovdyr kaldet slømfer (velsagtens med en venlig tanke til Peyos smølfer) og diverse guddomme. Selvom de mange fantasifulde småhistorier bliver bundet sammen til et hele, fremstår ”Okkult Mekanik” temmelig usammenhængende og fjollet – som en parodi på tidens dystopidyrkelse, men uden yderligere sigte.


Lidt anderledes forholder det sig med den lille historie ”Atomvinterbørn”. Den udkom ganske vist to måneder før ”Okkult Mekanik”, men kan ikke desto mindre læses som en selvstændig fortsættelse af Brahe/Hansns nyeste udgivelse. ”Okkult Mekanik” ender åbent, men dystert, således at en tilstand, som den ”Atomvinterbørn” skildrer, kan være følgen af den ildevarslende slutning. Alene albummets titel afslører, at scenen er sat til en postatomar verden, der bringer mindelser om den i Cormac McCarthys roman ”Vejen”, blot koldere. Her er det oplagt at vende tilbage til Raymond Briggs, der blandt sine titler ikke kun har ”Når vinden blæser”, men også den vemodige ”Snemanden”. ”Atomvinterbørn” kombinerer den situation, som ”Når vinde blæser” advarer imod, med hovedpersonen i ”Snemanden”. ”Atomvinterbørn”s hovedperson er nemlig en snemand, som vandrer hvileløst rundt i et iskoldt ruinlandskab, hvor han angribes af fjendtlige fantasifostre.


En guddommelig rottehjælper
Der hersker hverken logik eller barmhjertighed i en verden, hvor de væsner, der stadig er i live, kun har fokus på at slå andre ihjel. Snemanden får dog hjælp af noget så sjældent som en guddommelig rotte, hvilket igen gør det muligt for snemanden at hjælpe et par mennesker. I modsætning til ”Okkult Mekanik” ender ”Atomvinterbørn” en smule optimistisk, selvom det er sært, at et hjerteløst og gennemført koldt væsen som snemanden er blandt de ganske få, der udviser hjertevarme og omsorg i den postatomare vinter.

Både ”Okkult Mekanik” og ”Atomvinterbørn” kan læses som små, særegne fabler; den første temmelig bizar, den anden stædigt poetisk.

lørdag den 30. september 2017

Tolstoj i Kaukasus

Lev Tolstoj:
”Khadzji-Murat”
Hoff & Poulsen 2017

Af Egil Hvid-Olsen
Den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom har kaldt Lev Tolstojs (1828-1910) sidste roman ”Khadzji-Murat” for ”Verdens bedste historie”. Bogen udkom posthumt og ikke helt færdigredigeret, men til gengæld censureret i 1912. Blooms vurdering har forlaget Hoff & Poulsen gengivet på forsiden af den af Trine Søndergaard oversatte danske udgave af bogen, hvilket ikke kan undgå at skabe visse forventninger hos læseren; forventninger, der ikke bliver indfriet. Men mindre end at læse verdens bedste historie kan jo også gøre det, og ”Khadzji-Murat” er under alle omstændigheder en interessant litterær oplevelse.

Der er det særlige ved ”Khadzji-Murat”, at den træder udenfor størstedelen af Tolstojs produktion, der ofte beskriver personers udvikling hen mod en mere moralsk vandel. Tolstoj var selv meget optaget af moral og stillede så høje krav til sin egen livsførelse, at han udviklede en hel ideologi kaldet ”tolstojanisme”. Men bortset fra, at hovedpersonen i ”Khadzji-Murat” skildres som en mand med principper, beskriver romanen i højere grad et moralsk fordærv, særligt blandt de russiske tropper, der forsøger at undertvinge bjergboerne i Kaukasus. Tolstoj havde i sin ungdom selv gjort militærtjeneste i Kaukasus, og siden deltog han i Krimkrigen som officer. Således fik han en dyrekøbt indsigt, han siden kunne bruge til sine krigsbeskrivelser, f.eks. i hovedværket ”Krig og fred” og ”Khadzji-Murat”.

Den ædle vilde
”Khadzji-Murat” er en lille bog på godt 200 sider. Den indledes af nogle brugbare tekstoplysninger plus et forord om ”Krig og frihed i Kaukasus” af Lars P. Poulsen-Hansen. Forordet ville nok have fungeret bedre som efterord, men man kan jo også bare genlæse det, når man er færdig med romanen. Derefter begynder Tolstojs tekst, som virker underligt tør; nærmest som en journalistisk reportage, selvom der ligger en del år mellem de historiske hændelser, som handlingen bygger på, og det tidspunkt, hvor Tolstoj skrev manuskriptet. At virkelige hændelser udgør bogens forlæg er dog næppe den eneste forklaring på den journalistiske stil. Det må også være et bevidst valg fra forfatterens side.

Hovedpersonen, den kaukasiske anfører Khadzji-Murat, beskrives som ”den ædle vilde” på en måde, der nærmer sig det kedsommelige. Det er, som om manden er fejlfri, selvom han har mange menneskers død på samvittigheden. Tolstoj lægger stor vægt på Khadzji-Murats muslimske fromhedsliv, hvilket falder godt i tråd med forfatterens eget asketiske livssyn.

Handlingen skildres med hyppige sceneskift, hvor hovedpersonen og en række bipersoner træder frem med hver deres holdninger, handlinger og skæbner, hvilket kræver opmærksomhed af læseren, der ellers let mister overblikket. Dette krav om koncentration samt den lidt tørre stil, der præger den første del af bogen, skal man imidlertid ikke lade sig slå ud af.

Modig samfundskritik
Ofte har man først læst sig ind på en roman, når man nærmer sig side 100. Dette gælder også ”Khadzji-Murat”. Lidt over halvvejs er det, som om Tolstoj har skrevet sig varm og for alvor begynder at udfolde bogen og sit ærinde med den. Med den kritik han lader hagle ned over det russiske militær og øvrige statsapparat, er det ikke så sært, at en del af førsteudgaven blev bortcensureret. Snart kan man dykke ned i nogle knivskarpe, satiriske beskrivelser. Tag for eksempel denne skildring af en ung fløjadjudant, der er vagthavende ved zar Nikolaj I’s kontor. Den vagthavende, ”…som strålede i sin nye uniform med epauletter og skuldersnore, tog ærbødigt imod ham. Han havde et rødmosset ansigt der endnu ikke var ødelagt af udsvævelser, en lille sort moustache og krøller i tindingerne, der var friseret ind mod øjnene på nøjagtig samme måde som Nikolaj Pavlovitj [zaren] friserede sine.” (s. 131).

Lidt senere får den unge vagthavende ordet: ”’Sa Majesté vient de rentrer,’ [’Hans Majestæt er lige kommet tilbage’] sagde fløjadjudanten, opfyldt af synligt behag ved lyden af sin egen stemme, og gik derefter – med så bløde og jævne skridt at havde der stået et glas vand på hans hoved, ville han ikke havde spildt noget – hen til døren der gik lydløst op, og forsvandt ind bag den, idet hele hans væsen udtrykte ærbødighed over for det sted hvor han nu trådte ind.” Siden følger der en beskrivelse af zaren, der næsten automatisk får læseren til at tænke på Donald Trump. Zaren beskrives som både umådelig selvsikker og forbløffende ubegavet. For en mand med så megen magt, er det nogle uheldige personlighedstræk, der da også sender adskillige mennesker i døden. Han mener, at beslutsomhed er et umisforståeligt tegn på, at han har styr på sine sager. Overvejelser og drøftelser med andre er overflødige, mener han, for det faktum, at han er zar, skyldes næppe en tilfældighed. I egne øjne er han forpligtet på at regere med den spontanitet, der nu engang præger hans person. Lige gyldigt hvilke beslutninger han træffer, anser han dem for at være ufejlbarlige. Med sådan en indstilling er det let at være regent, men farligt at være undersåt.

Zaren er ikke ene om at blive latterliggjort af Tolstoj. Hele det militære system står for skud. Mange soldater og officerer fremstår venlige og hjertevarme, men langt de fleste er hjernevaskede, når det gælder krig og heltebedrifter. På den baggrund lader de sig gerne bruge til at udføre massakrer. Som refleksionsløse fortalere for en nationalistisk ideologi lader de sig velvilligt bruge. Den eneste soldat, der taler imod denne bevidstløse krigsideologi, lader Tolstoj hurtigt miste livet.

Humor og vrede
Styrken i ”Khadzji-Murat” findes ikke i den historie, bogen fortæller, men i de korte, spiddende personskildringer, som Tolstoj spreder ud over siderne. Det er morsomt, men bestemt også uhyggeligt. Man fornemmer, at der ikke kun ligger humor, men også vrede og fortvivlelse bag forfatterens beskrivelser. ”Khadzji-Murat” udgør en advarsel mod tankeløse ideologier og deraf følgende krige; en advarsel, eftertiden ikke har taget til sig, hvilket det 20. århundrede var et trist bevis på. Set i dette lys gør det ikke så meget, at selve hovedpersonen forbliver en sær idealfigur, der aldrig vinder troværdighed, og som man heller ikke rigtig kommer til at holde af.
Selvom ”Khadzji-Murat” i min vurdering ligger et godt stykke fra at kunne betegnes som ”verdens bedste historie”, er det al ære værd, at Hoff & Poulsen har ladet den oversætte og udgivet den, så danske læsere har adgang til en af verdenslitteraturens største forfatteres sidste bog. En bog, der stadig har et vigtigt budskab til læserne, 105 år efter dens udgivelse.