mandag den 21. november 2016

En fabelagtig poencyklopædi med pegefingre i alle paralleluniverser

Cecilie Lolk Hjort
Sputnik 2 - et poetisk leksikon 
Forlaget Ekbatana, 69 sider, 149 kr.

Af Thorvald Berthelsen
Cecilie Lolk Hjort kalder selv prosadigtsamlingen et poetisk leksikon. Det er dog snarere en poencyklopædi forstået som et poetisk helhedsomrids med leksikalske enkeltnedslag af universets mylder, som er hendes bud på den nødvendige sprængning af ord, fakta og genrer til en ny form, som er den egnede til en poetisk udforskning af den atomiserede verden og tid.
Poencyklopædien er opdelt i de tre kategorier Arter, Mennesker og Ting, hvor menneskets, de andres og naturens intime og smertefulde forhold afdækkes fra overraskende og provokerende vinkler som jordhøjde, vidvinkel og luftfotografier. Der er opslag om vidt forskellige emner fra Joakim von And (Arter) over Autist eller Trommeslager (Mennesker) til Stjerne, Sang og Timeglas (Ting). Og der er en fyldig biografi til hver kategori spændende fra D. Attenborough, Platon, Kafka og Poe til Lady Gaga, Youtube og Ekstrabladet.


Genrerne blandes som sagt og Sputnik 2 er en blanding af prosadigte og encyklopædi artikler, der sætter deres emne ind i en større sammenhæng/helhed. Denne blanding rystes sammen i noget der ligner moderne fabler, der bibringer teksterne noget mytisk som opbryder logikken og gendanner den i poesiens vilde tanke. Fablerne har ikke kun dyr i hovedrollerne men også mennesker og begreber og går derved som form over i sit eget opbrud og modstykke. Ligesom tiden i digtene ikke forbliver den lineære tid der tilsyneladende udspiller sig men går over i parallelle forløb og verdener. Det samme gør køn og andre af sumfundets fastlåste rollefordelinger. 
De 3 opslag/digte om rumhunden Laika har vidt forskellige forløb, afslutninger og ’moraler’ endda inden for det samme digt. Og i de to opslag/digte om Skuespiller er skuespilleren af forskellig køn. Og hun viser sig i det ene slet ikke at være hovedpersonen; det bliver manuskriptforfatteren der ender lige så stum som hun var da hun begyndte at skrive, mens skuespilleren foler sig spærret inde i dennes ord og frarøvet kommunikationen med mennesker, som hun var blevet skuespiller for ”at kunne tale uhæmmet til. Mens skuespilleren tænker alt dette, sidder manuskriptforfatteren bag scenen med en kronisk klump i halsen. Hun blev forfatter i håbet om, at nogen endelig ville lytte helhjertet til hendes ord. Men det er skuespilleren, der tager ordet, og det er skuespilleren, de svarer med deres klapsalver. Manuskriptforfatteren føler sig lige så stum nu, som før hun skrev den tekst, der ligger henslængt som en mur på garderobens bord.” Eller måske er hovedpersonen i fablen det manuskript der ligger der som en mur. Det er nemlig et andet træk der kendetegner Cecilie Lolk Hjorts udgave af fablen. Der er ingen entydig morale. De er altid flertydige. Pegefingrene stritter i alle retninger og mod parallel universer. Eller de forvandler sig til en af de modsatte med den særlige humor, der både holder og understreger masken.

I det andet digt/opslag er skuespilleren en mand, hvis arbejde det er at være menneske. Og for virkelig at være det må han ophøre med at sige sine skuespillerreplikker, der kun er eksempler på ham selv.” For at være sand må han spore og styre hver enkelt nerve fra hjerne til lemmer, og han må glemme, at han kender fremtiden, som han har læst i manuskriptet. Hans opgave er fuldført, når han ikke længere husker, at et tæppe om en times tid vil falde, og han vil tvinges til at slippe virkeligheden og gå hjem til en anden.” Her sidder læseren så med en fuldstændig indfiltret morale om hvad der er virkelighed og skuespil, der stritter i alle retninger og derved ophæver en falsk modsætning.
Og tonelejet er hele tiden den uskyldige selvfølgelighed, som konstant negerer sig selv, fordi det meddelte er i den grad splittet og selvmodsigende og det kun kan føjes sammen af digtets urimelige modsigelsesspændte logik, der har en bæreevne eller belastningstolerance som ingen af vores oplysningstids helteingeniører kan beregne.

F.eks. bevarer vi kun jorden/verden ved at forlade den i præcis den fart vi opfatter den med (man kunne måske også sige i samme øjeblik vi ser den) i artiklen/digtet Stjerne subst. -n, -r, -rne
”Fordi universet udvider sig, bliver lyset strakt mere og mere ud, jo længere det skal rejse; Dette kaldes rødforskydning efter farven med den længste bølgelængde. Således er nattehimlen et bibliotek, et arkiv fra alle tidsaldre, hvori de ældste bind fremstår med den rødeste patina. Og således kan man trykke fastforward på et himmellegeme ved at rejse imod det – eller omvendt, se det i slowmotion ved at rejse væk. Måske vil det en dag være sådan, menneskeheden undgår sin planets undergang: ved at defilere ind i et rumskib og rejse væk med akkurat lysets hastighed, så jorden for altid vil stå i bakspejlet som et endnu ikke forgået øjeblik.”
Den poetiske logik bliver dog engang imellem lidt søgt som når sammenligningen af bien og edderkoppen og især deres ben bliver til et selvportræt i Biknæ subst. -et, -, -ene:
”Biens ben tiltrækker ufrivilligt pollen og frodighed by proxy, mens edderkoppens hår på benene er blevet til mindre ben, så den, ligegyldig hvor forkert den rammer, vil ramme underlaget med en af sine forvoksede tæer og undgå at falde. ”Således har bien og edderkoppen den skæbne til fælles, at de uvægerligt griber fat i det, der er nærmest. Måske er det et passende selvportræt, at mennesket ud af disse to dyr har valgt dét som ideal, der tynges af ubrugelig last for andre organismers skyld, snarere end det, der kan lande i et hvilket som helst sikkerhedsnet uden så meget som at prøve.”
Fremmedgørelsen i billedet - med sidestillingen af bien der tynges af last for ”andre organismers skyld” og edderkoppen der lander i ethvert sikkerhedsnet uden at prøve – rammer i hvert fald ikke mig ligeså eksistentielt rent som den verden vi bevarer ved at forlade den så snart vi opfatter den.
Hendes humor er som en anden gennemgående poetisk logisk spiller, der også spænder den uskyldige selvfølgelighed op mod sin negation:

Timeglas subst. -set, -, -sene
”Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klar i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham. Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer. Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskilte fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.”
Som sagt i overskriften så er Sputnik 2 en fabelagtig og meget gennemført digtsamling, der kun har få smuttere som måske ovenikøbet er skønhedspletter. Læs den. For at blive i hendes ånd slutter jeg med fablen om Digteren, som jeg ligeså godt kan omdøbe til Anmelderen:

Digter subst. -en, -e, -ne
”Digterens værste mareridt er at gøre nytte. Hvis han opdager, at en af hans tekster er blevet brugt til personlig udvikling eller til at løse et praktisk problem, vil han straks frasige sig den eller, hvis den stadig er i hans hænder, destruere den. Det er ikke, fordi digteren er ondsindet eller negativt stemt over for andre mennesker. Men digtet fungerer netop kun, fordi det ikke fungerer. Digtet er en pause fra den endeløse fejlfinding, der udgør vores liv. Fra digtet får vi ikke svar, forslag eller gode råd, vi kan ikke bevæge os gennem det som en rotte gennem en labyrint for at finde osten. Digtet modsætter sig fortolkning igen og igen, til sindet ikke længere ved, hvor det skal gå hen, og derfor pludselig står stille. Og ligesom musklerne skal strækkes ud mellem øvelser, sådan skal hjernen kortslutte en gang imellem for at fungere optimalt resten af tiden. Denne gyseligt praktiske forklaring af digtet ville digteren naturligvis korse sig over. Det er i det hele taget intet under, at digteren synes, jeg er en narrøv.”
Så er det bare om at huske humoren og så mener jeg i øvrigt som det er fremgået undervejs at hendes fabler er et ’nyttigt’ modsprog mod de herskende vedtagne sammenhænge.


Cecilie Lolk Hjort (f. 1984) debuterede i 2006 med brevsamlingen Små eksplosioner – Breve fra Josef. Efterfølgende har hun bl.a. udgivet det poetiske leksikon Noahs ark (2010), punktromanen 69 (2011) og bogobjektet Paranoiadigt (2013).


Bogens bagside



tirsdag den 15. november 2016

Hjerteløshedens flyttekasse

Ellen Miriam Pedersen
Davids bedste
Det poetiske Bureaus Forlag, 82 sider, 150 kr.

Efter 2. Verdenskrig er det jødiske bidrag til den europæiske kultur langt hen ad vejen forsvundet ud af billedet, og derfor glemmer vi, hvor stor en del af den kritiske tanke, den avant gardistiske tanke, den poetiske kaossøgen, der kendetegner det bedste af, hvad vores kultur kan frembringe, der rent faktisk stammer fra det jødiske. Seinfeld, Dylan, Einstein, Freud, Marx, Mahler, og Louis B. Mayer, ikke at forglemme, skaberen af Hollywood som ideologi. You name them!
Derfor er Ellen Miriam Pedersens digtsamling, ”Davids bedste – Sekulære gendigtninger af udvalgte salmer” ikke en tilfældig bog. Det er en bog, der er dybt forankret i den europæiske (og senere amerikanske) kulturhistories rødder på mange forskellige måder. Og så er det i øvrigt en utroligt, jeg havde nær sagt troløst, vellykket digtsamling.
Nogle vil kunne høre på forfatteren navn, at hun selv er af jødisk herkomst (Miriam). Men skulle man ikke desto mindre være i tvivl om, hvad en digter, der tidligere har udmærket sig ved bidrag til science fiction-antologier, skal bruge Salmernes bog i Det gamle Testamente til, forstår man straks, man åbner bogen, at hun står i denne lange række af kritisk, kaotisk, oprørstænkning:

”Skulle jeg have fjender  /når den svenske bjørn  /og hendes tre unger  /er blevet skudt  /og i en verden  /hvor der findes  /nød og sult  /men alt skyldes  /svig  /og i et Europa  /hvor fællesskabet  /fejres  /med kaskader  /af konfetti  /og de der er svangre  /med uret  /og blodtørst  /føder monstra  /  /Hvor længe endnu  /bliver herlighed  /gjort til skam  /og empati  /og empiri  /affærdiget  /som tilhørende  /et mindretal  /hvor længe endnu  /vil flertallet nøjes med sludder  /og viden  /og forstand  /blive holdt ude  /af siderne?  /  /Hvornår  /kan jeg sende  /vagtposten hjem  /i sin egen seng?” 

Digtet, og bogen igennem, improviseres der over udtryksformer og talemåder og magt- og kærlighedsperspektiver fra Salmernes Bog, som man f. eks. kender igen i vendinger som ”Hvor længe endnu …” Den samme figur er anvendt af Dylan i Blowing In The Wind og mange steder af U2. Den stammer fra Salmernes Bog, hvor den forekommer i hver 10. af de 150 nummererede, gammeltestamentlige digte. Ovenstående er fra parafrasen over Sl. 4-7. Her kommer en bid fra teksten, der skriver på Sl. 23-26. Det er kortere end det forrige og kan stå med sine linjebrud synlige:

”Hvis jeg afskyr 
de ondes selskab 
kan jeg ikke være medlem 
af et samfund 
for hvem er 
de onde? 

Også i historien 
kæmper man 
med kausaliteten 

Hvis jeg afskyr 
stemmeteater 
kan jeg ikke 
stå mellem vægge 
i feltet mellem 
rosen 
og rasen”

Selvom Salmernes Bog selv excellerer i politisk-religiøst magtsprog introducerer kulturens ældste digtsamling også noget andet, nemlig det kritiske jeg og det eksistentielt undrende jeg, og det er det, der sætter Ellen Miriam Pedersen i gang samlingen igennem på fornemste vis. 

Der er ingen tvivl om, at nogle af teksterne i Salmernes Bog virkelig går tilbage til den stammeleder, der går under navnet Kong David i det gamle, bibelske Israel, men man kan også se på Salmernes Bog, at teksterne er blevet til over mange hundrede år. Det gamle Boney M-hit, hvor discosangerne står og klager over livet ”By the rivers of Babylon”, er bygget op som en parafrase over en af teksterne i Salmernes bog og hentyder til en historisk situation i 500-tallet fvt, altså 500 år senere end denne David-skikkelse. Boney M-hittet improviserer over Sl. 137, som desværre er sprunget over i det udvalg, der har inspireret forfatteren her.

Salme 27 i den bibelske tekst lyder blandt andet sådan her, citeret fra vers 11:
"Vis mig din vej, Herre,/ før mig ad den jævne sti/ til værn mod mine fjender./ v12  Overgiv mig ikke i mine fjenders vold,/ for falske vidner har rejst sig mod mig,/ de udspyr løgn./ v13  Men jeg stoler på,/ at jeg skal se Herrens godhed/i de levendes land. " Sådan her bliver det i Ellen Miriam Petersens gendigtning, der improviserer sprogligt meget langt fra forlægget, men metaforisk deler en solid kerne:

”Når hjerteløsheden 
maser sig på 
som en flyttekasse 
nogen har glemt 
er det fiskens hoved 
der stinker først 

Så fri mig fra 
den sorte liste 

Fri mig 
fra populære kværulanter 

Lad mig bevæge mig 
i flere rum 

Og fri mig 
fra holdninger 

For jorden lader sig ikke 
opbygge udefra 

Og hvis der er hjerteløshed 
på jorden 
spytter Jorden.”

Hvorfor er det her en vigtig bog? Visse steder, som i Sverige, hvor jøderne havde et tilflugtssted fra masseudryddelsen, kan man stadig se langt flere jødiske navne i radio, tv og mediepositioner, end man ser i Danmark. Der er et antisemitisk træk i den nye populisme, som vi ofte glemmer eller overser, formentlig fordi det jødiske netop er på det nærmeste udraderet fra medieverdenen i Danmark, nemlig hadet til kulturradikalismen, der jo er forbundet med sekulære jøder, i Danmark med brødrene Brandes fremfor alt.
Ellen Miriam Petersens slapstick-gendigtninger af Salmernes Bog er vigtige, fordi der er noget helt specielt individualistisk, rasende, oprørsk, som for tiden får hårdere og hårdere kår på humanistisk grund, og som oprindelig er udviklet, ikke fra Oplysningstiden opgør med det kirkelige totalitære magtcentrum, ikke fra socialismens mislykkede opgør med samfundsprivilegier fra 1850 og nogle årtier frem, men fra det jødiske åndsliv i et Europa, der ikke altid husker, hvor vigtig friheden er og hvad den egentlig bygger på.

tirsdag den 8. november 2016

Den utroligt udtryksfulde dybe melodiske stemme

DYLAN THOMAS 
Kort over kærligheden
Oversat sf Ib Johansen
Det poetiske Bureaus forlag - Bureauets Lommebibliotek
69 sider - 125 kr

Af Jes Nysten
Det er svært at vide, hvad navnet Dylan Thomas siger folk idag. Fornavnet måske nok (et hårdnakket rygte fortæller jo, at den unge amerikanske troubadour Robert Zimmerman antog fornavnet som sit kunstner-efternavn, da han som Bob slog igennem i New York i begyndelsen af 60'erne). Men waliseren Dylan Thomas?

Jeg selv har haft ham med i min bagage siden ungdommen. Der var en intens periode med "eksotiske" kunstnere som Edna O'Brien, Iris Murdoch og Dylan Thomas. En sær trio med vidt forskellige vinkler og udtryk men absolut enestående i hver deres ret.
Dylan Thomas i studiet

Do Not Go Gentle Into That Good Night

Dylan Thomas digte og små kompakte fortællinger var dybt fascinerende i al deres skæve næsten surrealistiske men også meget nærværende sanselige udtryk. Sådan var det dengang, og sådan er det idag!
Jeg har kunnet flere af digtene udenad - og de par gange jeg har været i New York som rejseleder har jeg altid - når vi skulle besøge Chelsea bydelen - begyndt turen udenfor "Chelsea Hotel" og citeret "Do Not Go Gentle Into That Good Night". 
Måske ikke altid til tilhørernes udelte begejstring. Men det har været nødvendigt som en hilsen til salig Dylan Thomas - her ved hans sidste opholdssted på denne jord før sin alt for tidlige død som 39 årig. 

En af de ting man husker er naturligvis hans stemme. Den utroligt udtryksfulde dybe melodiske stemme. Når han læste op af sine værker! 
Kun en anden har kunnet gøre ham den kunst efter: en anden waliser Richard Burton!

Fabuleren og sanselighed
Denne lille og i det ydre beskedne bog er virkelig skåret til med smag og stil: her er samlet nogle af hans mest betagende digte og to af hans mest kendte kort-prosa stykker: "Kort over kærligheden" og "Et barns jul i Wales". Begge har han selv indtalt på plade, og de var også hans største successer i USA. 

Af hans digte er det først og fremmest den før omtalte "Do Not Go Gentle Into That Good Night" og det andet magtfulde "And Death Shall Have No Dominion", der fylder i den fine lille samling. 
Endnu engang bliver man slået af den sære blanding af stærk religiøs fabuleren og erotisk sanselighed, som er og bliver hans særkende. 

Det er altid svært med selv den mest kompetente oversættelse - hvad det er her - når man har originalsprogets klang og rytme i sig. Men forhåbentlig vil denne fine udgivelse skabe mere opmærksomhed herhjemme på denne sære digter, der nok har været lidt glemt - og vist også noget undervurderet. Han fortjener at komme frem i lyset igen. Derfor tak til forlaget for at have gjort det.

Jes Nysten